Hoffmeyer Havedesign er lukket indtil maj 2024 pga orlov

Jens og jeg har solgt gården Muld og er på vej til Italien,                                                                                                           hvor vi skal rejse lidt rundt for vores fornøjelses skyld i nogle måneder.

Jeg kommer sandsynligvis til at skrive et rejsebrev, og det kommer sandsynligvis ikke til at handle specielt meget om haver, men alle der har lyst, er velkomne til at læse med. Abonnér i popup vinduet.

Velkommen til
Hoffmeyer Havedesign

Jeg hedder Ane Rørdam Hoffmeyer, jeg er havedesigner og jeg designer haver for alle slags haveejere.
Både dem der glæder sig til at knokle løs i haven og dyrke grøntsager og holde bier, dem der drømmer om at læne sig tilbage og restituere i deres eget lille paradis, og dem der skal have plads til at spille fodbold og holde fest.

Din have er ikke kun din

Jeg vil give haveejeren sit eget yndlingslandskab. Men det bliver med natur og miljø som medklient. Det betyder dog ikke at jeg laver haver der ligner vild natur.

Lige gyldig om haven skal være formel, vild, minimalistisk, traditionel, romantisk eller noget helt femte, kan den give ly og føde for fugle og insekter.

Jeg går langt for bæredygtighed, økologi og biodiversitet i mit eget liv, men jeg kræver ikke at mine klienter har de samme holdninger.

En af mine mest spændende udfordringer som havedesigner, er at skabe haver der gør haveejeren lykkelig, uden at gøre miljøet ulykkeligt.

Hvilke planter hvor?

Planter er min store passion, og jeg gør et stort nummer ud af at sammensætte planteplaner der vil trives på stedet, bidrage til den rette stemning, begejstre haveejerne, give nektar, frugt eller ly til dyrelivet, er værd at se på året rundt og med interessante planter man ikke nødvendigvis ser hver dag.

Min baggrund

Jeg er uddannet designer fra Danmarks Designskole i 2006 (tekstil og beklædning). I 2011 besluttede jeg mig for at forlade moden, en af verdens mest miljøbelastende brancher og i stedet gøre noget godt for miljø, fødevarekvalitet og vores families velvære.

 Jeg begyndte at dyrke grøntsager og blev stærkt optaget af frødyrkning, sjældne sorter, selvforsyning og haver. I 2013 flyttede jeg med mand, Jens Vestergaard Jensen, og to børn fra København og en times kørsel mod vest til en gård ved Vipperød.
Jens er kok (tidligere Restaurant Ensemble, Restaurant Luns og Restaurant Mêlée I København) og på gården skabte vi Muld, et selvforsynende spisested hvor vi selv dyrkede alle grøntsager, urter, blomster, frugter, bær og holdt får, grise, høns mm. til kød og æg.
Et meget lille og meget diverst økologisk landbrug.

Vi dyrker stadig til eget forbrug plus det løse, men i 2020 forlod jeg mit arbejde på spisestedet Muld og helligede mig min efteruddannelse til havedesigner.

Jeg har taget Certificate in the Principles of Plant Growth, Propagation and Development fra RHS (Royal Horticultural Society, UK) og er ved at færdiggøre The Garden Design Diploma fra Learning with Experts (online kurser med branchehelte som undervisere, UK).
Jeg har væltet mig i interessante og studierelevante webinarer og kurser, og fortsætter med at orientere mig om hvad der foregår, ikke mindst i britisk have- og plantedesign.

Hoffmeyer Havedesign arbejder primært på Sjælland, men i 2022 har jeg også projekter på Sardinien, Italien og i landsbyen Takigahara i Japan.

Dit yndlingslandskab i din egen have

Har du alvorlige haveproblemer, et hjørne der driller
eller en drøm om at bo med dit yndlingslandskab lige udenfor havedøren,
så vil jeg gerne hjælpe.

Gå til
Hyr Hoffmeyer Havedesign og se hvordan du hyrer mig.

Hoffmeyer Havedesign ApS
CVR 42440469

Ane Rørdam Hoffmeyer
Eriksholmvej 26
4390 Vipperød

+45 61663611
ane@hoffmeyerhavedesign.dk

Min Instagram handler ofte om havedesign og planter.                                                          Du er mere end velkommen til at følge mig:

Instagram icon

© 2021 Hoffmeyer Havedesign ApS

Intuit Mailchimp logo